Må man kramme?
Kram på arbejdspladsen er noget hø! Og jeg elsker ellers at kramme – jeg krammer og krammer, når jeg kan slippe af sted med det. Både til de, der har det som jeg, og de, der ikke har. Det er både akavet og dejligt på én gang. Men i virkeligheden er det noget rod!
Åbne kontorlandskaber er også virkeligheden for mange af os. Og det kombineret med ‘krammere’ er i særdeleshed en udfordring.
I et af mine tidligere job var arbejdspladsen helt åben. Alle kunne se alle. En af mine kolleger var en smuk lyshåret pige, der strøg ind på kontoret smilende, lysende, afslappet og alligevel lidt forjaget – og gerne lidt senere end de fleste… Når hun ankom startede seancen, som hun slet ikke ænsede selv. Hun hilste næsten på alle. Men kun få udvalgte fik et kram. Pigen var leder. Og det var der, jeg så øjnene…
Krammeriet forfølger mig
Siden har krammeriet fulgt mig.
For nylig var jeg til et netværksarrangement og mødte en flok af mine tidligere kursister. Jeg blev helt vildt glad for at se dem, og krammeriet startede.
Men én kursist kom fra en anden retning, han så glæden og krammeriet – men pga. retningen fik jeg ikke puttet ham ind i konteksten af ‘Dem, jeg er ved at kramme’. Derfor skete det forfærdelige: Jeg gav ham – KUN – hånden! Han var ellers klart en ‘krammer’ type. Og det sled i mig under hele arrangementet. ØV!
Respekt for kram
Så nu har jeg for alvor fået respekt for kram! Og ikke kram!
Jeg har tilbragt rigtig megen god tid med rigtige mange dygtige projektledere. Det er typisk stærke fagpersoner, der er blevet ansvarlige for deres projekt. Ledelsen er ikke en del af deres bagage. Men det skal det naturligvis være. Projekter handler om mennesker og gennemføres med og for mennesker.
Derfor er ledelsen et væsentligt element i den træning, projektledere gennemgår. Gerne i fuldstændig balance med den styring, de skal lære.
Må en leder kramme? Må en projektleder?
Skal vi helt holde med at kramme, når vi er ledere eller projektledere? Må vi fremover ‘kun’ give hånd?
Bevidstheden – må være teorien. Viden om krammets magt. Magt i forhold til samarbejde og arbejdsglæde.
Hvor man umiddelbart skulle tro, at emnet er lidt tabubelagt og svært at tale om, så har jeg oplevet en næsten umættelig lyst og trang til at snakke om det. Alle bryder ind, når KRAM er på dagsordenen. Både hos ‘krammere’ og ‘ikke-krammere’. Som med mange andre erkendelser er erkendelsen af, at såvel kram som ikke-kram kan såre, ofte overraskende. Men snakken er forløsende og bringer så megen glæde med sig.
Sig det højt
Så der er jeg startet – med at snakke om det. Sige højt, at jeg vil krammes og spørge højt, om du vil.
“Er det ikke akavet” tænker du måske.. Det oplever jeg ikke.
Alle har oplevet de der sidste skridt inden mødet med et andet menneske, hvor der trækker i højre arm, mens hjernen kører på højtryk for at afkode, om det er begge arme, det bør trække i som optakt til det kram, der faktisk kan være en ganske god indgang til alle typer af samvær.
Så når vi ses næste gang – så kan jeg godt finde på at spørge dig “Er vi på kram?”
