Et stærkt netværk
Dansk Projektledelse er et stærkt netværk for ledere af projekter, initiativer, programmer og porteføljer. Her blev jeg for 10 år siden taget rigtig godt imod, jeg blev taget alvorligt, jeg blev støttet og lyttet til – både når noget i mit projekt bekymrede eller gav anledning til glæde.
Og sådan er det stadig at være medlem af Dansk Projektledelse.
Gennem DPL møder jeg andre, der lige som jeg brænder for projektarbejdet og som vil nørde i det, vende og dreje problematikker, kontekster, værktøjer og metoder.
Fra faglig til (ny)faglig
Jeg har en baggrund som geolog. Og det er som geolog, at mine første projekter tog form, når grundvandsmagasiner skulle kortlægges og nye kildepladser udpeges.
I mange år betragtede jeg ikke projektledelse som en egentlig disciplin. Desværre. For det er nok gået ud over kvaliteten af de projekter, jeg dengang gennemførte efter bedste, selvlærte evne.
Det ændrede sig, da jeg blev medlem af Dansk Projektledelse.
I dialogen og drøftelserne med andre projektledere – og den læring, der opstod gennem dem – begyndte jeg at tage projektledelse alvorligt. Jeg begyndte at reflektere over min egen ageren og mit fokus som projektleder.
Siden har netværket også styrket min indsigt i programmer og porteføljer – og uden DPL havde jeg aldrig kendt til agile og hybride metoder. I foreningens stærke netværk er jeg på forkant med udviklingen og de nye tendenser, der præger projekterne.
Næste skridt efter en projektlederuddannelse
I Adaptare regi har jeg trænet mange hundrede projektledere. Ofte spørger de mig til, hvilket kursus de skal tage næste gang.
Mit svar er: “Du skal melde dig ind i Dansk Projektledelse – og du skal deltage i arrangementer online og fysisk.”
Der koster søller 2550,- kr. pr år at være med. Det er en brøkdel af hvad en uddannelse eller et kursus koster.
For de penge får du ny viden gennem ca. 40 webinarer årligt, regionale gå-hjemmøder og virksomhedsbesøg, Magasinet Projektledelse, rig mulighed for at dykke ned i spændende emner i Tx3 netværk og meget mere…
Og hver gang du deltager, udvider du dit netværk og får indblik i, hvordan projekter drives og prioriteres i andre organisationer og virksomheder.
Det er vanedannende og lærerigt!
Der er brug for Dansk Projektledelse
Og DPL er en det nødvendighed!
For projekterne bliver flere og flere. Uanset set hvem vi taler med, så er flere projekter i gang end tidligere. Og de er mere komplekse end tidligere.
Derfor har DPL en vigtig rolle.
DPL er 100% uvildige og vi har ingen kommerciel interesse udover din trivsel som medlem. Når du trives og udvikler din projektledelse sammen med andre, så bliver projekterne automatisk bedre. Og det er godt for dig, for dit team, for din virksomhed og for samfundet.
Derfor er jeg fortsat engageret i DPL – og jeg nyder og lærer af dialogen med de øvrige medlemmer, engagerede frivillige og en dedikeret bestyrelse, der alle vil projekterne det bedste.